Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Min ene pen er rød og den anden sort.

Sætningerne er et hav. Dine sætninger. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg har skrevet et kort til dig.

Kan jeg være i dette landskab? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

En regning.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Intimiteten i skriften Er du på den anden side af havet? Om andre lande, andre folk. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl.

Var der virkelig ild et sted? Den bekymrede er ude af sig selv. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje.