Hvem var det, der skrev: Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg læste dine linjer

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: At tale var blevet uoverskueligt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Sætningerne er et hav. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg skrev mig vild i de dage. Altid er det dette langsomme blik. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Et brev. Oplæsning for intetheden.

Bordet vipper. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Ilden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg har skrevet et kort til dig. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Træerne. Sådan noget. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Jeg skriver dagen igang, stille. Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme?

Når du siger mit navn, svarer min krop. Er du på den anden side af havet? Intimiteten i skriften Du kan være. Jeg var nøgen. Vi har hverken gardiner eller travlt. Solstorm. Var det skovene du kom fra? Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Skitser. Udflåd.

Bøgerne tegnede deres egen retning. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. De vigtigste. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

Et brev. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Noter. Beskrivelser. På en rude. Uforståelige sætninger at klæde sig iUforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg har skrevet et kort til dig. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Det var før du kunne forsvinde. Der var noget som åbnede sig. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Og vi vågnede. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.