Dagene. Ugerne. Vennerne.

Om andre byer, andre verdener. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Stod imod, men skrev: intet. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg skriver dagen igang, stille. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Vi er det sarte, de stille. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Noter. Beskrivelser. Et brev. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Sætningerne er et hav.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Sætningerne er et hav. Mail i november. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Du kan være i dette landskab. Om andre byer, andre verdener. Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg skrev intet ned i den periode. Har vi de samme øjne? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Lysene lyste. Glashænder. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg skriver dagen igang, stille. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Afsavn. Udsagn.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Blå øjne mod den milde himmel.

Regnen, vinden imellem dine læber. Din krop? Jeg skriver natten i gang, stille. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

At en verden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.