Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Der var noget som åbnede sig. Brev i april. Lysene lyste.

Over murbrokkerne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Stod imod, men skrev: intet. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Om overfladen. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Har vi de samme øjne? Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger.

Det handler om overfladen.Det handler om overfladen. Det handler om overfladen. Det handler om overfladen.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Blæste det virkeligt? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg har skrevet et kort til dig.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Bag træerne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Sandet i mine tanker. Ikke glemme floderne i ørerne. Vidste du det?

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Vidste du det? Det kunne forsvinde. Der var noget som åbnede sig. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg tror, du havde glemt den der. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Er du på den anden side af havet?

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Alting ligger bag alting. Ikke glemme floderne i ørerne.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Ord. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.