Det handler om overfladen. Hvad tæller du til?

Du siger noget om solen. Under den blå, blå himmel. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Bag træerne. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Sætningerne er et hav. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Intet glemmes. Kan jeg være i dette landskab?

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne tegnede deres egen retning.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Solstorm.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Det dybeste af alt er huden? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Det er bare.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Som nu i morges: Du kan være i dette landskab.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

På en rude. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg sad alene i solen. Udsigten var håbløs. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Derinde bag skoven. Ved den smuldrende beton. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak mig med til de yderste bjerge. Ikke var muligt at komme derind. Nu er der en uro i kroppen.

Tågen i skovene i udsigten. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Et genert rum, et intimt rum.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.