Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Når du siger mit navn, svarer min krop.Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop. Når du siger mit navn, svarer min krop.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. At lytte gav ikke længere mening.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Var det markerne du kom fra? Sådan er det. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Dine diamanter lyser i min mund.

Som nu i morges: Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Jeg tror, du havde glemt den der. Altid er det dette langsomme blik. Skyen skjulte noget for fuglene. Træerne.

Ikke søge ly. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Hvilken nat fulgte efter natten? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Har vi de samme øjne?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Kan jeg være i dette landskab? Bøgerne tegnede deres egen retning.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var disse linjer virkeligt virkelige?