Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Jeg, du, den.

Jeg, den skrøbelige sandhed. Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Og en anden dag: Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Intimiteten i skriften Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Glashænder. Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvem var det, der skrev: Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Min ene pen er rød og den anden sort.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bagefter sad jeg i timer og læste. At tale var blevet uoverskueligt. Min ene pen er rød og den anden sort. Blæste det virkeligt? Om andre byer, andre verdener. Intimiteten i skriften

Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

At tale var blevet uoverskueligt.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Alting ligger bag alting. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg skrev mig vild i de dage. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Om andre byer, andre verdener. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Kan jeg skrive sådan? Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan svarede du. Det dybeste af alt er huden? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Luften og jordens sange. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ordene, små toppe af skum. Bagefter sad jeg i timer og læste. Ilden. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.