Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!

Bagefter sad jeg i timer og læste. Ilden. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Et genert rum, et intimt rum.

Lysene lyste. Træerne. Og vi vågnede. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Et hav. Jeg forsvinder ikke. Jeg har skrevet et kort til dig. Sådan svarede du. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Bag træerne. Sætningerne er et hav. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Vi har travlt. Jeg, den skrøbelige sandhed. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. I den periode: udsigten, stilheden. En flamme slog op af min hals.

Din kjole går op i øst og ned i vest. Og et andet kluns: Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

At forvandle dette rum til et andet.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg skriver dagen igang, stille. At forvandle dette rum til et andet. Kan jeg skrive sådan? Stod imod, men skrev: intet.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Blæste det virkeligt? Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Kan jeg skrive sådan?

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Blæste det virkeligt?

Skyen skjulte noget for fuglene. Solstorm. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Bag træerne.Bag træerne. Bag træerne. Bag træerne. Bag træerne. Dine diamanter lyser i min mund. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Træerne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.