Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Ikke glemme floderne i ørerne. Nu er der en uro i kroppen.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Var jeg stille? Nu er der en uro i kroppen. Ord. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. Der var en morgen, et stykke af himlen.

Ordene, syrlige rifter af blod.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Hvilken nat fulgte efter natten? Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.