Solens pind.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bøgerne tegnede deres egen retning. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.