Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Der var et script der skyggede for solen. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Over murbrokkerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Et brev. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Sætningerne er et hav.

Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Du trak mig med til de yderste bjerge. Afsavn. Udsagn. De vigtigste. Snestorm. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Kan jeg skrive sådan? Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Har vi de samme øjne?

Du må ikke forsvinde. Brev i april. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Kan jeg skrive sådan? Du siger mit navn. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Fugle flakser i diodenattens klirren. Farvede ordene milde. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Men noget blev i de tomme haller. I læberne og i huden.

Mine gadgets er hvide som dine knogler. Et brev. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Sad jeg alene? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Min ene pen er rød og den anden sort.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Sætningerne er et hav. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvem var det, der skrev:

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Solens sind. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Sætningerne er et hav. Oppe på bakken. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.