Vi har hverken gardiner eller travlt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Du siger noget om solen.Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Jeg læste dine linjer Du skrev ikke længere. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Bordet vipper. Mine linjer kommer igen.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skriver dagen igang, stille. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Den sindssyge himmel. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Og vi vågnede. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Og vi faldt i søvn. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Muren omkring ordene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Ikke søge ly.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Sætningerne er et hav. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Har vi de samme øjne? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg forsvinder ikke. Du siger noget om solen.

Har vi de samme øjne? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Brev i april. Vidste du det? Stod imod, men skrev: intet. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Sætningerne er et hav.

Glashænder. Du kan være i dette landskab. Der var noget som åbnede sig. Jeg var i din krop, og du? Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Var det skovene du kom fra? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Det er bare. Luften og jordens sange. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.