Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Ilden. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Nordlysets sitren i din stemme.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Alting ligger bag alting. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Oplæsning for intetheden.

Har vi de samme øjne? Glashænder. Når du siger mit navn, svarer min krop. Luften og jordens sange. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Kalken. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Oppe på bakken.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Farvede et sår i dit første ord. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Intet ligger bag intet. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. For hvert lag af betydning i stenene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Træerne. Jeg sad alene i solen. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg sad alene i solen. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Oppe på bakken. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Bagefter sad jeg i timer og læste. Træerne. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Solens sind. Du siger noget om solen.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).