Jeg ville dig. Søge ly i den flod. De yderste kyster, en grøn sten. Søge ly. Sad jeg alene?Sad jeg alene? Jeg ville gerne give dig alle mine diamanterJeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Et stort papir.

Kalken. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Blå. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Træerne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Og en anden dag: Af alt det lysende, reflekterende, matte. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Var det skovene du kom fra? Et brev. Min ene pen er rød og den anden sort. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Ordene, syrlige rifter af blod. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Et genert, et intimt rum. Under den blå, blå himmel. Var det alligevel koderne, systemerne? At forvandle dette rum. Jeg var din krop. Savn. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Var der virkelig ild et sted? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Stod imod, men skrev: intet. Ikke den flod. Når du siger mit navn, svarer min krop. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser.

Vi, de mindste detaljer. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Jeg er på den anden side. Det generte i skriften. Hvad? Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg drak det tørre. Vi stod derinde. Jeg ved vi forsvandt. Hver dag gled med mig videre. Jeg så små rystelser. Er du havet?Er du havet? Er du havet? Er du havet? Stille?

Vi har øjne. Jeg var din krop. En uro i kroppen. Du må forsvinde. Uden grund.

Tingene tøver.

Sætningerne er et hav. Havde du kysset en anden? Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv.

Sætningen løb videre igennem kæben. De bløde bakker udenfor byen. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg sad alene i solen.

Jeg har dig. Jeg i den ørken. Sidst, i morges. Det var dine læber. Det der blæser.

På en rude. Jeg så små rystelser. De vigtigste. Vi har travlt. Intet glemmes. Senere i vores linje. Vi stod og lyttede. Er du havet? Det handler om overfladen.