Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Der hang figner henover udsigten.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg sad alene i solen. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Et genert rum, et intimt rum. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Jeg er på den anden side af havet. Ring til mig uden grund. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg var nøgen i de dage. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.