Bag træerne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Derinde bag skoven. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. For hvert lag af betydning i stenene. Og vi vågnede. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine diamanter lyser i min mund.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Du siger noget om solen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Var jeg stille? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Sådan svarede du. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Sandet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Glasdråbehænder. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.