Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Blæste det virkeligt?Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt? Blæste det virkeligt?

Du siger noget om solen. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ikke søge ly. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Ikke søge ly.

Jeg var i din krop, og du? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Var det markerne du kom fra? Vores land.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Intimiteten i skriften.

Nu er der en uro i kroppen. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Det tøj der er på min krop hænger på min krop. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Du må ikke forsvinde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Sådan svarede du.

Provinsen og gågadens sange. Ilden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Et brev. Oplæsning for intetheden. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.