Glashænder.

Jeg, tøvende. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skrev intet ned i den periode.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det dybeste af alt er huden? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Intimiteten i skriften Min ene pen er rød og den anden sort. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Stjernekontinent.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intimiteten i skriften Rifterne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Oplæsning for intetheden.

Luften og jordens sange.