Alting ligger bag alting. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Var jeg stille? Jeg forsvinder ikke. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Har vi de samme øjne?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Sådan svarede du. Farvede ordene milde.