Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Skyggerne skyggede. Og stoffernes sammensmeltninger. Månens sind.

Vi er et party. Søge ly i den flod. Jeg var de dage. Var jeg stille? Intimiteten i skriften Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Kan jeg skrive sådan? Et genert rum, et intimt rum. Kan jeg være i dette landskab?

Du siger noget om solen. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var intet som skulle glemmes. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Var jeg stille?

Der var intet som skulle glemmes.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Og stoffernes sammensmeltninger.

Sådan her. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vi er det sarte, de stille. Det var ikke markerne. Du, dette landskab.

Sætningerne er et hav. Ikke var muligt at komme derind. Sætningerne er et hav. Under den blå, blå himmel. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Et genert rum, et intimt rum. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Hvad skulle glemmes? En. Sandet. Vi er en samtale bag øjnene. Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg ville gerne give dig mine.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

En flamme slog op af min hals. Bøgerne varslede en kommende tid. Men mit sprog er et landskab. Hvad med den himmel?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. En nat faldt giraffer ud af drømme.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted? Når du siger mit navn, svarer min krop. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Et stort papir. I et efterår ville jeg være flov. Der var intet som skulle glemmes.

Når du rør mig er vi hinanden.