Blæste det virkeligt? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Blå. Har vi de samme øjne?

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Er det? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Ved en sten: Har vi de samme øjne? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Du må ikke forsvinde. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Et genert rum, et intimt rum. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Som at læse glemte aviser. Vores land. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg sejler: alting sejler! Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Hvad skulle glemmes? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.