Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg ville gerne give dig mine. Når du siger mit navn, svarer min krop. Kan skriften være genert? Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Ikke søge ly i den flod. Jeg forsvinder ikke. Uden grund. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Er du på den anden side af havet? Rifterne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sad jeg alene?

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg skriver dagen igang, stille. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Det var før du kunne forsvinde. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ikke var muligt at komme derind. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. På en rude. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Ikke glemme floderne i ørerne.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Som nu i morges:

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Tågen i skovene i udsigten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Derinde bag skoven. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Et brev. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Min ene pen er rød og den anden sort. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Det er bare. Kalken. Ilden. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det er bare.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Et genert rum, et intimt rum. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Sådan trak du de yderste bjerge. Jeg skriver dagen igang, stille. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Altid er det dette langsomme blik.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Og en anden dag: Som nu i morges: Under den blå, blå himmel.Under den blå, blå himmel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.