I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Var der virkelig ild et sted?Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted?

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Den sindssyge himmel. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Alting ligger bag alting.

Dette langsomme blik imod stenene. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Hvem var det, der skrev:

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Et genert rum, et intimt rum.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Skyen skjulte noget for fuglene. Kalken.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Træerne. Kalken. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Stjernekontinent. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Min ene pen er rød og den anden sort. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Gennem hullet i hegnet.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. For hvert lag af betydning i stenene.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Mørket kaldte vi bare for mørket. Bøgerne varslede en kommende tid. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Alting ligger bag alting. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvem var det, der skrev: Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.