Intimiteten i skriften Det dybeste af alt er huden? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Kan jeg skrive sådan? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Og en anden dag: Og vi vågnede. Stod imod, men skrev: intet. Over murbrokkerne. Der hang figner henover udsigten. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Ilden. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Det tøj er min krop på min krop. Sandet. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Oplæsning for intetheden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.