Du siger noget om solen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Der lå figner på jorden. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Sandet. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner?

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Træerne. Ikke søge ly. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.