Stod imod, men skrev: intet. Et genert rum, et intimt rum.
Du trak mig med til de yderste bjerge. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sådan svarede du. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ilden. På en rude.
Glashænder. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sådan noget. Ikke var nice i provinsen.
Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Og vi faldt i søvn. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Og vi vågnede. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:
Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? I bussen skrev jeg en sms til dig.
Du, dette landskab. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Jeg skriver dagen igang, stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Den sindssyge himmel.
Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.
Rifterne.
Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.
Træk sletterne helt ned til klipperne.
Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Dine diamanter lyser i min mund.
Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?
Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.
Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Ok, svarede du. Stjernekontinent.
Sådan svarede du. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: