Glashænder.

Jeg, tøvende. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skrev intet ned i den periode.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Det dybeste af alt er huden? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Intimiteten i skriften Min ene pen er rød og den anden sort. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Stjernekontinent.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Var disse linjer virkeligt virkelige? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Intimiteten i skriften Rifterne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Oplæsning for intetheden.

Luften og jordens sange.

Blæste det virkeligt? Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Blå. Har vi de samme øjne?

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Er det? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Ved en sten: Har vi de samme øjne? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Du må ikke forsvinde. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Et genert rum, et intimt rum. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Som at læse glemte aviser. Vores land. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.