Jeg havde endnu ikke mødt dig. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.
Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg sejler: alting sejler! Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Det var ikke skovene jeg kom fra.
Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.
Hvad skulle glemmes? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.
Og dén himmel; det var en sindssyg dag.
Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.
Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.
Jeg ville gerne give dig mine. Når du siger mit navn, svarer min krop. Kan skriften være genert? Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.
Ikke søge ly i den flod. Jeg forsvinder ikke. Uden grund. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter
Er du på den anden side af havet? Rifterne. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sad jeg alene?
I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg skriver dagen igang, stille. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Det var før du kunne forsvinde. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ikke var muligt at komme derind. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.
Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. På en rude. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Det var ikke skovene jeg kom fra. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Ikke glemme floderne i ørerne.
Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Som nu i morges:
Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Tågen i skovene i udsigten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.