Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sådan er det. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg lyttede til dit hjerte. Kan jeg være i dette landskab? På et stort stykke hvidt papir. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Du siger noget om solen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Der lå figner på jorden. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Sandet. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner?

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Træerne. Ikke søge ly. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Var det skovene du kom fra? Var jeg stille? Det handler om overfladen. Vidste du det? Jeg er på den anden side af havet. Et brev.

At forvandle dette rum. Var jeg? Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg prøver dette tilfælde.

Bag alting. Vi er en samtale bag øjnene.Vi er en samtale bag øjnene. Vi er en samtale bag øjnene. Vi er en samtale bag øjnene. Vi, de mindste detaljer. Var du nattens fortvivlede stilhed?

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Dine diamanter lyser i min mund. Der var noget som åbnede sig.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Mod de yderste bjerge.Mod de yderste bjerge. Mod de yderste bjerge. Mod de yderste bjerge.

Vi, de mindste detaljer.Vi, de mindste detaljer. Vi, de mindste detaljer. Vi, de mindste detaljer. Jeg var nøgen i de dage. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.