Oplæsning for intetheden. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg har skrevet et kort til dig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Sad jeg alene?Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Brev i april. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

På et stort stykke hvidt papir. Jeg forsvinder ikke. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. I den periode: udsigten, stilheden. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg sad alene i solen.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Alting ligger bag alting. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Var jeg stille? Jeg forsvinder ikke. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Har vi de samme øjne?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Sådan svarede du. Farvede ordene milde.