Skyen skjulte noget for fuglene. Kalken.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Træerne. Kalken. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Stjernekontinent. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Min ene pen er rød og den anden sort. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Gennem hullet i hegnet.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. For hvert lag af betydning i stenene.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Mørket kaldte vi bare for mørket. Bøgerne varslede en kommende tid. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Alting ligger bag alting. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvem var det, der skrev: Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Intimiteten i skriften Det dybeste af alt er huden? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Kan jeg skrive sådan? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Og en anden dag: Og vi vågnede. Stod imod, men skrev: intet. Over murbrokkerne. Der hang figner henover udsigten. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Ilden. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Det tøj er min krop på min krop. Sandet. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Oplæsning for intetheden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.