Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.
Der hang figner henover udsigten.
De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg sad alene i solen. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.
Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.
Et genert rum, et intimt rum. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Jeg er på den anden side af havet. Ring til mig uden grund. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.
Jeg var nøgen i de dage. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg bladrer i en tilfældig bog.
Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.
Ordene, små toppe af skum. Der var intet som skulle glemmes.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sådan svarede du.
I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Var der virkelig ild et sted?Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted?
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg fandt en linje et sted under min reol.
Den sindssyge himmel. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Alting ligger bag alting.
Dette langsomme blik imod stenene. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Hvem var det, der skrev:
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Et genert rum, et intimt rum.
Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.