Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Kan jeg skrive sådan? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det dybeste af alt er huden? Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Sådan svarede du. Jeg forsvinder ikke.

At forvandle dette rum til et andet.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Skriv mig ind i dine læber. Farvede ordene milde. Dine diamanter lyser i min mund. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Bøgerne tegnede deres egen retning. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg læste dine linjer Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Rifterne. Dine sætninger. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Sætningerne er et hav. Når du siger mit navn, svarer min krop. Sandstorm.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. På et stort stykke hvidt papir. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken. Og vi vågnede. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. At tale var blevet uoverskueligt.

Oplæsning for intetheden. At forvandle dette rum til et andet. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?