Dagene. Ugerne. Vennerne. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Muren omkring ordene. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg skriver dagen igang, stille.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Det her er ingen leg. Et genert rum, et intimt rum.

Udsigten var håbløs. Et genert rum, et intimt rum.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Blå. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Et genert rum, et intimt rum.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Det dybeste af alt er huden? I bussen skrev jeg en sms til dig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Dit navn var alt jeg hørte. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Stofferne.

Alting ligger bag alting. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Jeg ikke det der.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Alting ligger bag alting. Tågen i skovene i udsigten.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

Solstorm. Og vi vågnede. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Ikke søge ly. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Vi har de samme øjne. Min ene pen er rød og den anden sort.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Dine sætninger. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Solens sind. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Bordet vipper.

Alting ligger bag alting. Et genert rum, et intimt rum. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.