Kan jeg skrive sådan? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Om andre byer, andre verdener. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det dybeste af alt er huden?

Jeg har skrevet et kort til dig. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Bordet vipper. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Oplæsning for intetheden. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Dagene. Ugerne.

Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev intet ned i den periode.

Sætningerne er et hav. Jeg har skrevet et kort til dig. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Glashænder. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Intimiteten i skriften Solstorm. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Jeg sad alene i solen. Tågen i skovene i udsigten. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Stod imod, men skrev: intet. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Om andre byer, andre verdener.

Sætningerne er et hav. Det dybeste af alt er huden?

Et brev.

Du kan være i dette landskab. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Var der virkelig ild et sted? Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Om andre byer, andre verdener. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Oplæsning for intetheden. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Intimiteten i skriften Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Gennem hullet i hegnet. For hvert lag af betydning i stenene. Grå.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Solstorm. Stjernekontinent.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.