Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vidste du det?
Skriv mig ind i dine læber. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Der var noget som åbnede sig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Vidste du det?
Skriv mig ind i dine læber. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Der var noget som åbnede sig. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Sandet. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.
Oplæsning for intetheden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
Ilden. Altid er det dette langsomme blik.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Luften og jordens sange. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.
Sætningerne er et hav. Blæste det virkeligt? Kan jeg være i dette landskab? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.
På et stort stykke hvidt papir. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.