I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Derinde bag skoven. I bussen skrev jeg en sms til dig. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Et genert rum, et intimt rum. Skyen skjulte noget for fuglene. Var jeg stille? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et genert rum, et intimt rum. Grå. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Intet glemmes. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. På en rude. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Kan jeg være i dette landskab? Sådan svarede du. Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Kan jeg være i dette landskab? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Hvad tæller du til? Jeg har dig. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg forsvinder ikke. Det handler om overfladen.

Jeg har skrevet et kort til dig. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Nu er der en uro i kroppen. Nu er der en uro i kroppen.

De vigtigste. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg tror, du havde glemt den der. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Vi har de samme øjne. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.