Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Kan jeg være i dette landskab?

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Under den blå, blå himmel. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg tror, du havde glemt den der. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. På en rude. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Intimiteten, skriften. De matte hemmeligheder inde i træet. Sådan svarede du. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Bare mørket. I den første nat kunne jeg ikke finde ro, kroppen der manglede ved min side, stilheden.

Sådan så mine drømme ud. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Jeg var nøgen i de dage. Dagene. Ugerne. Vennerne. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Jeg læste dine linjer Vidste du det? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Dit navn var alt jeg hørte.

Vi bliver verden. Ring til mig uden grund.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Der hang figner henover udsigten. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Jeg sad alene i solen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.