Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Alting ligger bag alting.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Ordene, små toppe af skum. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg læste dine linjer Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. At tale var blevet uoverskueligt. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Hvem var det, der skrev:

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Det er bare.Det er bare. Det er bare. Det er bare. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Var der virkelig ild et sted? Kan jeg skrive sådan? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var disse linjer virkeligt virkelige? I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan.

Vi sad alene i natten. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Det gør ikke noget.

Der lå figner på jorden. millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Solens sind. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Du siger noget. Var jeg stille? Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Der i kroppen.

Jeg skriver dagen igang, stille. I natten, en fjern stemme, søvn. Havde du kysset en anden? Et genert, et intimt rum. Kan jeg skrive sådan? Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Hvem var det, der skrev: I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks.

Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Den højrenationale himmel.

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Var der virkelig ild et sted? Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Jeg har skrevet et kort til dig. Der var noget som åbnede sig.

Sandet. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Intimiteten i skriften Muren omkring ordene. Jeg skriver dagen igang, stille.