Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.
Når du siger mit navn, svarer min krop. Der var intet som skulle glemmes. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter
Jeg bladrer i en tilfældig bog. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.
Dette langsomme blik imod stenene.
Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Nordlysets sitren i din stemme. Gennem hullet i hegnet.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.
I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Farvede ordene milde. Jeg fandt en linje et sted under min reol.