Jeg bladrer i en tilfældig bog. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Som at læse glemte aviser.

Og vi vågnede. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Sad jeg alene? Vi har hverken gardiner eller travlt. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Lysene lyste. Jeg læste dine linjer Da jeg vågnede, var jeg sikker:Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker: Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Farvede ordene milde.

Som nu i morges: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Ilden. Jeg tror, du havde glemt den der.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

På en rude. Ikke søge ly. Kan jeg skrive sådan? Intimiteten i skriften. Afsavn.

Vores land. Ikke søge ly. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.