Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Den sindssyge himmel. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Bordet vipper.

Jeg læste dine linjer Men mit sprog er ikke fjendtligt. Kan jeg skrive sådan? Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt. Det dybeste af alt er huden? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.