Alting ligger bag alting. Der hang figner henover udsigten.

Gennem hullet i hegnet. Lysene lyste. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Altid er det dette langsomme blik. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Solstorm. Sætningerne er et hav.

Var der virkelig ild et sted? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Ilden. Et genert rum, et intimt rum.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skriver dagen igang, stille. Dine diamanter lyser i min mund.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Kalken.Kalken. Kalken.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Tågen i skovene i udsigten.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Stod imod, men skrev: intet. Grå.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Nordlysets sitren i din stemme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bøgerne tegnede deres egen retning.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.