Kan jeg skrive? Intet glemmes. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Skyen skjulte noget for fuglene. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Uforståelige sætninger at klæde sig iUforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i Uforståelige sætninger at klæde sig i

Du, du. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det var ikke markerne jeg kom fra. På en rude. Uforståelige sætninger. Et genert rum, et intimt rum.

Hvilken nat fulgte efter natten? I bussen skrev jeg en sms til dig. Du siger noget om solen. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Intimiteten i skriften Bøgerne hvilede omkring kaffen. Blæste det virkeligt? Bøgerne tegnede deres egen retning. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Når du siger mit navn, svarer min krop. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Der var intet som skulle glemmes. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Kan jeg skrive sådan? Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Vidste du det? Mørket kaldte vi bare for mørket.

Vores land. Er du på den anden side af havet? Det var ikke markerne jeg kom fra. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Pludselig faldt dine drømme. Træk mig helt ned. Intimiteten i skriften. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Hvis jeg ville have dit blik. At klæde sig. Savn. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Kan jeg skrive sådan? At tale var blevet uoverskueligt. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. Regnen, vinden imellem dine læber. På en rude. Du må forsvinde. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Rifterne, rifterne, rifterne.Rifterne, rifterne, rifterne. Rifterne, rifterne, rifterne.