I dagen var en nær stemme næsten vågen. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Og vi vågnede.

Kan jeg smile i dine sætninger? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Jeg læste i aviser, i glemslen. Nu skriver jeg igen på det stille.

Og vi faldt i søvn. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg er på den anden side.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Ring til mig uden grund. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Et brev. Det handler om overfladen. Min ene pen er rød og den anden sort. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Var det markerne du kom fra? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg forsvinder ikke. Jeg tror, du havde glemt den der. Det handler om overfladen. Mørket kaldte vi bare for mørket. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når du siger mit navn, svarer min krop. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Havde du en sten? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Sidst, i morges.

Ordene, små toppe af skum. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Farvede lidt sort i din ørken. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Hvilken nat fulgte efter natten? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Nætterne. Ugerne. Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvilken nat fulgte efter natten? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Stjernekontinent. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Ilden. Provinsen og gågadens sange.