I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Lysene lyste. Den afklarede himmel.Den afklarede himmel. Den afklarede himmel. Den afklarede himmel. Det her er ingen leg. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Der lå figner på jorden. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Du ville sige noget, du tav. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Du, du venter en sweet sol.Du, du venter en sweet sol. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Blæste det virkeligt? Det var før du kunne forsvinde.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Nede ved havet.Nede ved havet. Nede ved havet. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Grå.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.

Sådan trak du de yderste bjerge. Intimiteten i skriften Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Lysene lyste. Ilden. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Og vi vågnede. Intimiteten i skriften.

Månens sind. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Sådan er det. Sætningerne er et hav. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Mørket kaldte vi mørket. Jeg var i din krop, og du? Bag stemplerne. Her er dagen allerede langt foran mig. Ikke. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

For hvert lag af betydning i stenene. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.