Jeg er på den anden side af havet.

Var det markerne? Vi har gardiner. Du siger noget om solen. Når vores kroppe er hinanden.

Du trak de yderste. Jeg havde glemt den. Når dit navn igennem sandet. Som nu i morges: Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

At forvandle dette rum til et andet. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Dine sætninger. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg forsvinder. Trak jeg de yderste? Intimiteten, skriften. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Afsavn. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: De bløde bakker udenfor byen.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

På et stort stykke hvidt papir. I læberne og i huden. Er du på den anden side af havet? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Det var skovene. En nat faldt giraffer ud af drømme.En nat faldt giraffer ud af drømme. En nat faldt giraffer ud af drømme. En nat faldt giraffer ud af drømme.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Ordene flår i det inderste. Solens pind. Altid er det dette langsomme blik. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

At tale var blevet uoverskueligt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Et brev. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Diamanterne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Er du på den anden side af havet? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.