Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Jeg fandt en linje et sted under min reol. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Et brev.

Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Bag diamanterne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sådan noget. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Skoven forvandler sig til lysning og vand. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Bag diamanterne. Nordlysets sitren i din stemme.

Kan jeg skrive sådan? Udsigten var håbfuld.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. At tale var blevet uoverskueligt. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Et genert rum, et intimt rum.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det var dine læber. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Uforståelige sætninger at klæde sig i

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Tingene tøver. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. At forvandle dette rum.

Men noget blev i de tomme haller. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Træerne.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.