Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Et brev. Verden og dens lytten til sig selv. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Afsavn. Hvad skulle glemmes? Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Et brev. Jeg tror, du havde glemt den der. Uforståelige sætninger at klæde sig i Det var ikke skovene jeg kom fra. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Kalken.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Byen. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Jeg skriver dagen igang, stille. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Ikke glemme.

Du i mit vindue. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Kan jeg være? Dine sætninger. At tale var blevet uoverskueligt. Bordet vipper. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.