Du i mit vindue. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Kan jeg være? Dine sætninger. At tale var blevet uoverskueligt. Bordet vipper. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.